GOD PÅSKE….

apr 8, 2020

Kære elever og forældre

Kastali’a holder (desværre) lukket til og med søndag den 10.maj.

Det betyder, vi ikke kommer til at afvikle vores generalprøver og forestillinger som planlagt. Vi håber stadig, det bliver muligt i et eller andet omfang at gennemføre vores fantastiske forestillinger. Om vi afvikler alle forestillinger i løbet af en weekend i juni eller hvordan vi gør, tager vi stilling til, når politikerne senere giver en klar udmelding på, hvad ”en stor forsamling” er. Hvis det ikke kan lade sig gøre inden sommerferien, bliver det meget svært, nærmest umulig at afvikle denne sæsons forestillinger.  Heldigvis har det ikke været forgæves arbejde, for vi har alle lært noget.

Usikkerheden gør også, at vi ikke ved, hvornår næste sæson begynder og hvordan den bliver, men vi krydser fingre, tæer, hårtotter og såmænd også knæ for, at det løser sig og lyser op, inden vi skal i gang med en helt almindelig tryg hverdagssæson efter sommerferien.  Det kommer alt sammen an på, hvor lang tid Kastali’a og resten af Danmark skal være sammen hver for sig.

Vi venter tre uger med at sende forhåndstilmeldingerne til næste sæson ud og håber derved, at vi er meget klogere på corona og hvordan verdenen ser ud. 

Uanset hvilken løsning vi ender på, håber vi, at elever og forældre fortsat vil bakke op om Kastali’a. I denne anderledes tid gør vi fra Kastali’a, hvad vi kan for at tilbyde jeres dejlige og kreative børn og unge et frirum, hvor de kan udfolde sig. Det er rigtig vigtigt for dem at holde kontakten med os voksne og deres teatervenner – så gudskelov for de digitale muligheder for at ”ses”.

Samtidig gør vi alt, hvad vi kan for at sikre, at vi har Teaterskolen Kastali’a – også når hverdagen bliver normal igen.

Mange elever har været med til onlineundervisningen og indtil nu er der blevet lavet søde, friske, smukke, tænksomme teaterstykker/film med titler som: ”Fy fy skamme”, ”Mystiske dage”, ”Jeg holder af hverdagen”, ”Vi laver teater hver for sig” ”Den første – anden – tredje – fjerde kortfilm” – og flere vil komme til.

Efter påske og frem til den 10.maj fortsætter vi med at lave vores onlineundervisning 1-2 gange om ugen.

Følg med i Kastali’as Facebookgruppe, – Teaterskolen Kastali’a  – hvor alle vores skønne teaterelever kan tilmelde sig og være med.

RIGTIG GOD PÅSKE                                           

Kastali’a er en krammezone, så giv hinanden et kram fra os.

Kram (på afstand) fra

Mikkel, Mathilde, Laura, Krogen, Kjeldsen, Diana, Jan og Lisbeth.